Landsdækkende vaccination mod bluetongue starter til februar

Dyrene skal så vidt muligt vaccineres i foråret, så de er beskyttet af vaccinen, i sommer- og efterårsperioden, hvor smitterisikoen er størst.

Af dyrlæge Magnus Højris, Dansk Kvæg

Vaccinationskampagnen i 2009 skal efter planen begynde midt i februar. I denne omgang skal der vaccineres i hele landet. Det gælder både allerede vaccinerede dyr, som skal vaccineres én gang, mens de øvrige skal basisvaccineres og således vaccineres to gange med ca. en måneds mellemrum.

vaccination

Der skal vaccineres flest muligt dyr i foråret inden højsæson for bluetonguesmitte.

Flest muligt skal vaccineres i foråret Det skal sikres, at dyrene er bedst beskyttet af vaccinen i perioden, hvor der er størst risiko for smitte dvs. sommer og efterår. Det betyder, at der skal vaccineres flest mulige dyr om foråret indtil april, maj, og juni måned, men inden udbinding. Det vigtigt at få vaccineret så mange nyfødte dyr som muligt i perioden, hvor der er størst risiko for smitte. Der vil dog i vaccinationskravene blive taget højde for nyfødte dyr på fold, så det ikke bliver nødvendig at hjemtage og vaccinere nyfødte dyr, hvor det er meget besværligt. I øjeblikket foregår en grundig evaluering af 2008-kampagnen, så alle indhøstede erfaringer kan blive brugt i næste års kampagne. Planlægning af vaccinationskampagnen er ved at være afsluttet, og der vil snart foreligge yderligere information.